Faciliteter

På Gudenåens Camping Silkeborg har vi en række faciliteter til vores gæster.
Alle faciliteterne undtagen bad er til fri afbenyttelse uden ekstra betaling.

 

Praktiske faciliteter

Servicebygninger

På pladsen har vi to servicebygninger. I vores lille servicebygning finder du toiletter og familiebaderum. I vores store servicebygning er der foruden kønsopdelte toiletter og baderum et babyrum med pusleborde og badefaciliteter. Her finder du også et vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler og et fælleskøkken med kogeplader, lille fryser til køleelementer og ovne.

Udekøkken og tv-stue

I en tredje bygning finder du vores tv-stue, hvor der er tv, sofa, borde og stole. Uden for bygningen er vores overdækkede udekøkken med gasblus, håndvaske og spiseplads. Ved udekøkkenet er også vores fællesgrill samt bålplads. På bagsiden af bygning er der en terrasse med borde og bænke.

Hygge og underholdning

Udendørs for børn

På vores legeplads kan børnene boltre sig hele dagen. Her er klatreborg med rutsjebane og sandkasse. Ved siden af legepladsen er vores to hoppepuder, en stor og en mindre.

Foran kiosken er vores lille parkeringsplads, hvor der står små løbecykler, trehjulede cykler og en mooncar til fri afbenyttelse.

På vores teltplads er der plads til at spille fodbold, og her er også nogle mål. Bag tv-stuen er der en basketkurv og bordtennisbord, og der kan lånes basketbold og bordtennisbat og bold i kiosken. 

Solterrasse

Ved søen i centrum af pladsen er vores solterrasse, hvor der er mulighed for at slænge sig i en liggestol eller hængekøje. Der er også mulighed for at soppe i søen eller fiske med fiskenet, som kan købes i kiosken.

Indendørs for børn

Børnene kan låne legoklodser, dukke, puslespil og spil. Her er også en sofa med tilhørende bord samt spisebord med stole. Ønsker man at tegne, har vi i kiosken gratis malebøger eller papir samt farveblyanter til udlån.

Lån et spil

I kiosken er det også muligt at låne et brætspil med op i forteltet eller hytten. Vi har også flere udendørs spil, som man kan låne, såsom KUBB og petanque. Man kan også låne brikker og stave til vores bob-bord, som er i tv-stuen samt bat og bordtennisbolde til vores bordtennisbord bag tv-stuen.

Kiosk og information

Madvarer

I vores kiosk er der mulighed for at købe lidt til den søde tand i form af slik, is og kage. Vi har også altid sodavand, vand, danskvand og øl på køl. En flaske vin eller en pose chips til aftenhyggen kan vi også klare. Derudover har vi også de lidt mere nødvendige ting såsom mælk, smør, pålæg, æg, juice, kaffe og nogle forskellige kolonialvarer.

Morgenmad

I kiosken kan man bestille friskbagte rundstykker. I højsæsonen bager vi hver morgen og i lavsæsonen bager vi lørdag og søndag.  I køleren og på hylderne har vi altid mælk, juice, smør, pålæg, marmelade og pålægschokolade. Kort sagt det komplette morgenmåltid til at få startet dagen godt ud.

Husholdningsvarer

Har du glemt toiletpapir til hytten eller opvaskemiddel, har vi det på lager sammen med andre ting til køkken og badeværelse såsom tandpasta, håndsæbe og sølvpapir. Grillkul, tændblokke og foliebakker til madlavningen er der også mulighed for at købe. Vi har også forskellige batterier, lightere, regnslag og lommeletter.

Turistbrochurer

Vi har et tæt samarbejde med Visit Silkeborg og har derfor flere hylder med turistbrochurer for alle de ting, man kan opleve i Silkeborg og omegn. Her er noget for alle og du er altid velkommen til at spørge os, hvad vi kan anbefale til netop dig. Vi har mange gode kort over området både til cykel og vandring. Vil du køre lidt længere væk, har vi også brochurer for Topattraktioner i hele Danmark.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.